Otte Nielsen Rosenkrantz, til Bjørnholm, 1477

Name
Otte Nielsen /Rosenkrantz, til Bjørnholm/
Religious marriage
Citation details: Bind XIV, p. 289
Birth of a son
Birth of a grandson
Death of a wife
Citation details: Bind XIV, p. 291
Death
Note: Y
Reference number
602
Last change
Family with Else Krognos
himself
wife
Religious marriage Religious marriagebefore 1427
1 year
son
14271503
Birth: about 1427 48 Viborg, Denmark
Death: January 7, 1503
Anders Ovesen Hvide + Else Krognos
wife’s husband
wife
Marriage Marriage
stepdaughter
Religious marriage
Citation details: Bind XIV, p. 289
Death

Y

Note

'Rosenkrantz, Otte Nielsen, --1477, til Bjørnholm, Hofmester,
var en Søn af Hr. Niels Jensen R. til Tange; som hans
Moder nævnes Anne Skinkel. Han har rimeligvis været født i
Slutningen af det 14. Aarhundrede; det første, der meddeles om
ham, er, at han under Erik af Pommerns Krig om Sønderjylland
skal være blevet saaret i Slaget ved Immervad, der henføres til
1420. Han havde Andel i Slægtens gamle Stamsæde Hevringholm
i Sønderhald Herred (som han dog paa sine ældre Dage overdrog
til sin Broder Stygge), men forøgede i øvrigt sine Besiddelser
betydelig ved sit Giftermaal. Senest 1426 ægtede han Else, Datter
af Holger Gregersen Krogrios (IX, 524) og Karen Eriksdatter
Saltensee og Enke efter Anders Ovesen Hvide til Bjørnholm, der
var død c. 1420; Fru Else skal have været født o. 1379 og var
saaledes vistnok betydelig ældre end O. N., der gjennem hende
fik Andel i hendes første Mands Ejendom Bjørnholm (i Sønderherred
Dyrs). Ved Kjøb, bl. a. af forskjellige andre Parthaveres
Andel i Bjørnholm, udvidede O. N. efterhaanden betydelig sine
Besiddelser i denne Egn, hvor ogsaa for en stor Del hans
Forleninger kom til at ligge.

O. N. var Medlem af Rigsraadet 1436 og maaske allerede
1434 og 1435, da nan rnedbeseglede Overenskomsterne i Stockholm
med Svenskerne og Freden i Vordingborg med Hertug Adolf.
1438 deltog han i Indkaldelsen af Christoifer af Bajern og 1439 i
Udstedelsen af Opsigelsesbrevet til Erik af Pommern, og under den
ny Styrelse steg han hurtig i Anseelse. En af Christoffer af
Bajerns første Handlinger som Rigsforstander var at forlene O. N. med
Kalø Len og desuden med Sønderhald Herred (1439); 2 Aar senere,
da den jyske Bondeopstand var knust og dens Hovedleder,
Henrik Tagesen Reventlow, henrettet, skjænkede Kongen dennes til
Kronen forbrudte Andel i Bjørnholm til O. N., som endnu i 1441
tillige fik Lensbrev paa Grenaa, Stensmark og Anholt for sin og
sin Hustrus Livstid. Omtrent ved samme Tid (tidligst 1441, senest 1443) blev han slaaet til Ridder, formodentlig ved en af Kroningerne,
enten i Upsala 1441 eller i Ribe 1443; og endelig gjorde
Kongen ham til sin Hofmester, i hvilken Egenskab han nævnes
første Gang ved Christoffers og Dorotheas Bryllup 1445.

O. N. var saaledes blevet Indehaver af det højeste verdslige
Embede i Riget, og han beklædte det, da Kong Christoffer døde
1448, og der blev Spørgsmaal om Valget af hans Efterfølger.
Uheldigvis ere vi yderst daarlig underrettede om de Forhandlinger,
der førte til Christian I's Valg, og om O. N.s Stilling til
Tronfølgespørgsmaalet vides i Virkeligheden slet intet; derimod kan
det nævnes som et karakteristisk Vidnesbyrd om den Betydning, man
tillagde ham i Udlandet, at Amsterdam i Juni 1448 anmodede
Styrelsen i Holland om at betale ham en Fordring, han havde paa
Hollænderne, for at de hollandske Skibe ikke skulde blive anholdte
i Danmark. Og saa meget er i alt Fald sikkert, at O. N. ogsaa
i de første Aar efter Tronskiftet fremtræder som Kongens
Hofmester og højt betroede Mand; saaledes medbesegler han
Christian I's norske Haandfæstning 1449 og deltager i Afslutningen af
det foreløbige Forlig om Gulland s. A. og af Halmstadoverenskomsterne
1450. Og man ser ham i den samme Gunst hos den
ny Konge som hos Forgængeren: 1449 skjøder Christian ham
Hassens og Æbeltoft (som han allerede havde haft i Pant under
Christoffer) tillige med Øen Hjelm, dog med Forbehold af
Kronens Gjenkjøbsret; 1455 faar han Bro Hospital ved Grenaa i
Forlening for Livstid, og 1459 faa han og hans Søn Erik Birkeret
over Bjørnholm Gaard og Gods.

I de 2 sidstnævnte Aar var O. N. imidlertid ikke længere
Hofmester. Sidste Gang, han med Sikkerhed kan paavises i dette
Embede, turde være i Maj 1452, og i ethvert Fald fra Okt. 1453
forekommer Niels Eriksen Gyldenstjerne som Indehaver af det. Der
er vel bevaret Ordlyden af et Brev, som angives udstedt i Avg.
1456, og hvori Kongen giver O. N. efter hans egen Ansøgning
Afsked som Hofmester og takker ham for de i hans Embedstid ydede
Tjenester; men dette Brev kjendes kun gjennem en vitterlig
upaalidelig Afskrivers Afskrift, og efter al Sandsynlighed skal dets
Aarstal rettes til 1452. Ogsaa efter at være fratraadt som Hofmester
nævnes O. N. flere Gange som nærværende ved Møder af Rigsraader,
men det synes at blive sjældnere, alt som Aarene gaa,
og efter 1465 kan det næppe paavises. Han findes anført som
Landsdommer i Nørrejylland 1454 og 1462, men Kilden herfor er ingenlunde egnet til at indgyde Tillid, og paafaldende er det i alt
Fald, at ikke et eneste nu bevaret Brev nævner ham i denne Stilling.
Sikkert er det derimod, at han i sine senere Aar, efter at
have trukket sig tilbage fra Statens Anliggender, endnu mere
afgjort end tidligere viser sig knyttet til Jylland, især naturligvis
den østjyske Halvø og Egnen der omkring, hvor hans vigtigste
Besiddelser og Forleninger vare beliggende. Her i Nærheden laa
Mariager Kloster, den gejstlige Institution, som han særlig viste
Gavmildhed imod; at han var en from Mand i Tidens Aand, lagde
han i øvrigt ogsaa ellers for Dagen ved Gaver til Kirker, ligesom
han og hans Hustru allerede 1430 vare blevne gjorte delagtige i
Franciscus' og Claras Ordeners gode Gjerninger og senere tillige i
Prædikebrødrenes. Fremdeles byggede han Marie Magdalene Kirke (i
Sønderhald Herred), men om Retten til denne Kirke og om flere
andre Spørgsmaal kom han og hans Søn Erik i en heftig Trætte
med Aarhusbispen Jens Iversen Lange; Kongens Afgjørelse af
Sagen faldt dog ganske ud til O. N.s og hans Søns Fordel (jvfr. X,
29). En langt voldsommere og ogsaa meget langvarigere Strid
havde O. N., hans Broder Stygge og Søn Erik med den vilde
Lave Brock til Estrup (s. III, 90 f.); at denne sidste afgjort
havde Uretten paa sin Side, ses af hele Stridens Gang, ligesom en
i alt Fald næppe meget yngre Opfattelse giver sig Udslag i de
karakteristiske Linjer: «Du maatte vel tro hin rige Hr. Otte og
saa vor unge Konge, du tro ret aldrig Hr. Lave Brock, han haver
en Ormetunge».

Hvad O. N.s Len angaar, maa han antages en Tid lang at
have været forlenet med Byfogediet i Randers. Desuden finder
man nævnt en hel Række jyske Herreder, hvoraf han til forskjellige
Tider har oppebaaret Skatter og Afgifter, og som i ethvert
Fald for en stor Del ikke kunne antages at have ligget til Kalø
under almindelige Forhold; maaske har han da haft disse Herreder
eller dog nogle af dem i Forlening, men med Sikkerhed vides det
kun om Rinds Herred. Heller ikke vides det, hvor længe han
har beholdt Kalø, men det har dog vist næppe været lige til hans
Død; og Styrelsen af Bjørnholm synes han omtrent 1468 at have
overdraget til Sønnen Erik, der allerede tidligere havde haft Del
i Gaarden.

O. N. maa saaledes antages efterhaanden at have trukket sig
mere og mere tilbage fra Verden. I 1470 mistede han sin Hustru,
der efter Sigende blev 91 Aar gammel; 1477 døde han selv. At han har spillet en betydelig Rolle i Danmarks Historie, vil ingen
kunne nægte; men det maa dog bemærkes, at det jo kun var en
forholdsvis kort Tid, han beklædte Hofmesterembedet. Og hans
Virksomhed maa ganske vist, saa vidt vi kjende den, afgjort skaffe
ham Efterverdenens Agtelse, men den kunde rigtignok ønskes
adskillig bedre oplyst.

Barner, Fam. Rosenkrantz's Hist. I, 1l6 ff.
Hist. Tidsskr. 5. R. I, 534 ff.'

(Source: Dansk Biografisk Lexicon, Bind XIV, p. 289-292)