Erik Ottesen Rosenkrantz, 14271503 (aged 76 years)

Name
Erik Ottesen /Rosenkrantz/
Birth
Occupation
Rigshofmester
Birth of a son
Death of a mother
1470 (aged 43 years)
Citation details: Bind XIV, p. 291
Death of a father
Note: Y
Birth of a granddaughter
about 1485 (aged 58 years)
Death of a wife
before 1488 (aged 61 years)
Event-Misc
Note: Type: relationship not specified
Death
January 7, 1503 (aged 76 years)
Citation details: Bind XIV, p. 204
Reference number
594
Last change
July 25, 202014:03:57
Author of last change: thf1977
Family with parents
father
mother
Religious marriage Religious marriagebefore 1427
1 year
himself
14271503
Birth: about 1427 48 Viborg, Denmark
Death: January 7, 1503
Mother’s family with Anders Ovesen Hvide
stepfather
mother
Marriage Marriage
half-sister
Family with Sofie Henriksdatter Gyldenstjerne
himself
14271503
Birth: about 1427 48 Viborg, Denmark
Death: January 7, 1503
partner
son
14551516
Birth: 1455 28 25
Death: November 2, 1516Vallø, Denmark
Birth
Death
Citation details: Bind XIV, p. 204
Event-Misc

Type: relationship not specified

Note

'Rosenkrantz, Erik Ottesen, --1503, til Bjørnholm,
Hofmester, var en Søn af nedennævnte Otte Nielsen R. (d. 1477). I
en ung Alder opnaaede han høje Stillinger, som han vel viste sig
fuldkommen voxen, men som dog næppe vilde være tilfaldne ham
saa hurtig, hvis han ikke havde haft en mægtig Støtte i sin Faders
ansete Navn. Allerede 1449, da han nævnes første Gang (han fik
da forskjellige Gunstbevisninger af Paven), var han Ridder; 1452
forekommer han som Rigsraad og som Lensmand, tilmed som
Indehaver af flere Len, hvoriblandt, saa vidt det kan ses, var
Skanderborg Slot. Og 1456, rimeligvis i en Alder af o. 30 Aar, blev han
Rigets fornemste verdslige Embedsmand, i det han i Tiden mellem
31. Maj og 3. Juli afløste Niels Eriksen Gyldenstjerne som
Hofmester, et Embede, han derefter beklædte i en lang Aarrække;
endnu i Okt. 1480 kan han med Sikkerhed paavises som dets
Indehaver, hvad han altsaa formodentlig i det mindste har været lige
til Christian I's Død eller i omtrent 25 Aar.

I hele dette Tidsrum træffer man hans Navn atter og atter.
I Forholdet til Udlandet omtales han allerede 1456 ved
Forhandlingerne om Borgholms Overgivelse; 1457 var han med paa Toget
til Sverige, hvor Christian I toges til Konge; 1460 medbeseglede
han Privilegierne i Ribe for Slesvig og Holsten; 1462 og 1469 tog
han en virksom Del i Forhandlinger med Hanseater i Kjøbenhavn;
1464 ledede han et Gesandtskab til Preussen og spillede s. A. en
Rolle ved det Møde, hvor Ærkebisp Jøns Bengtsson af Upsala
ydmygt bad Kong Christian om Tilgivelse. 1465 var han Medlem
af et dansk Gesandtskab, der i Hamborg sluttede en Traktat med
England, og for sin Umage ved denne Lejlighed modtog han en
særlig Takskrivelse fra den engelske Konge. Han var til Møde
med Svenskerne i Halmstad 1468 og i Lybek 1469, var nærværende
ved Opgjøret mellem Christian og hans Broder Gerhard 1470 (i Anledning af den sidstnævntes Styrelse af Slesvig og Holsten) og
deltog paa ny i Møderne med de svenske i Kalmar 1472, 1473, 1474
og 1476; 1477 vare han og flere andre i Sachsen for paa den senere
Kong Hans' Vegne at bejle til Kurfyrst Ernsts Datter Christine.
Ogsaa i Landets indre Styrelse spillede han en fremtrædende Rolle;
exempelvis skal blot anføres, hvorledes Kongen 1464 sendte ham
til Jylland for at forhandle med jyske Stormænd i Sager, «som os
og vore Riger nu synderlig og saa stor Magt paa ligger, som det
nogen Tid i vore Dage gjort haver». Det er da ikke til at undres
over, at en Mand af hans Betydning modtog gjentagne Beviser paa
Kongens Naade; saaledes fik han 1457 Hals- og Haandsret over
sine Bønder, en Begunstigelse, som den Gang hørte til Sjældenhederne
i Danmark; og 1459 fik han tillige med Faderen Birkeret
over Bjørnholm, ligesom der s. A. gaves ham Tilladelse til selv at
beholde den Pengeafgift, som han skulde betale Kronen af sine Len.

Hvorvidt E. O. har været Hofmester i Kongs Hans' Tid, er
uklart. Han kaldes saaledes 1484 i et Brev, som man under
almindelige Forhold vilde anse for en paalidelig Kilde; men andre
troværdige Vidnesbyrd om, at han har beholdt sit Embede efter
Tronskiftet, foreligge næppe, og da en anden nævnes som
Hofmester baade 1482, 1483 og 1487, skal maaske den samme
Betegnelse for E. O. i Brevet af 1484 opfattes blot som et høfligt
Udtryk i Steden for forhenværende Hofmester. Hvorledes dette end
forholder sig, beholdt Hr. E. dog i alt Fald sin Plads i Rigsraadet,
og i Behandlingen af Statens Sager tog han endnu en Tid lang
betydelig Del, saaledes ved Møderne med Svenskerne 1482 og 1483;
1484 var han den mest fremtrædende ved Forhandlinger, der førtes
i Kjøbenhavn med Hansestæderne, og i det mindste helt ned til
Aar 1500 kan man træffe ham nævnt ved Møder af Rigsraader.

Hvad E. O.s private Liv angaar, er det nedenfor under hans
Fader anført, hvorledes han sammen med denne var indviklet i
Stridighederne med Bisp Jens af Aarhus og med Lave Brock.
Allerede temmelig tidlig forekommer Hr. E. som Medejer af Faderens
Gaard Bjørnholm, og ligesom Otte Nielsen udkjøbte han
forskjellige Parthavere af den; omtrent fra 1468 synes han at have
overtaget Gaardens Styrelse, og ved Faderens Død 1477 arvede han
dennes Del i den. Hans Giftermaal havde bragt ham forøget
Velstand, i det hans Hustru Sophie, som var en Datter af Henrik
Knudsen Gyldenstjerne (VI, 373) og den «hovmodige» Anne Mogensdatter
Munk, og med hvem han var gift 1456, efter sin Moders Død arvede Boller. End videre ejede Hr. E. Skjern i Middelsom
Herred og, saa vidt det kan ses, Elvedgaard paa Fyn samt maaske
tillige Møgelkjær i Jylland; i det hele har han vistnok hørt til sin
Tids rigeste Mænd. -- Han var forlenet med Skanderborg Slot
(formodentlig i det mindste 1452-88) og med Byfogediet i
Randers (i alt Fald 1467-94); Hassens og, som det synes, Stensmark,
der begge allerede havde været i hans Faders Besiddelse, havde
han i Pant. Fremdeles kan nævnes som hans Pantelen: Middelsom
Herred (der 1495 af Kronen overlodes hans Søn Jørgen, men
faldt tilbage til Hr. E., da denne overlevede Sønnen), Sønderlyng
Herred, Rinds Herred (hvilket sidste dog 1497 pantsattes hans
Svigersøn Predbjørn Podebusk) og det saakaldte Ranes Gods i Kalø
Len (som en anden af hans Svigersønner, Jørgen Rud, 1495 fik
i Pant).

At E. O. har næret historiske Interesser, fremgaar af et endnu
bevaret Krønnikehaandskrift, som han har ladet afskrive. Ligesom
hans Fader var han en from Mand, af hvis Gavmildhed flere Klostre
nøde godt, ganske særlig dog Mariager Kloster, ved hvis Kirke han
lod opføre et Kapel; i en Bygning i Nærheden tilbragte han sin
sidste Levetid, og efter sin Død fandt han et foreløbigt Hvilested
i Klosterkirken. Bortset fra den mere udvortes Fromhed, der viser
sig i de antydede Gaver til gejstlige Stiftelser, møder man ogsaa
Træk hos ham, der vidne om en smuk sædelig Livsanskuelse, og
hele hans Personlighed har øjensynlig i en ualmindelig Grad været
skikket til at indgyde Agtelse. I et Vidne af Viborg Landsting
1474 hedder det, at han havde tilbudt at staa enhver til Rette, som
kunde have noget at klage over ham, men at der ingen saadan
mødte paa Tinget, hvorimod de der forsamlede takkede ham «Ære
og godt». Og et Eftermæle, som ikke falder i manges Lod, faar
han i en Krønnike fra første Halvdel af det 16. Aarhundrede, hvori
det hedder, at «han var ligesom en Fader for Danmark; hans
Mage og Lige saa vi ikke end i Ære, Dyd, Fromhed og i alle
gode Vilkaar». Han døde 7. Jan. 1503, efter at han allerede
tidligere delvis havde skiftet med sine Børn; sin Hustru havde han
mistet 1487.

Barner, Fam. Rosenkrantz's Hist. I, 182 ff.
Hist. Tidsskr. 5. R. I, 540 ff.'

(Biography in Dansk Biografisk Leksikon, Bind XIV, p. 202-204)