Slægtsforskning om Frandzen, Herholdt, Holmström og beslægtede familier

"Anton Frederik var nummer 8 af Rasmus' børn, og det ældste af hans børn med Marie Samuelsen. Han blev født den 8. maj 1837 og var hermed det første af børnene, der var født på Thurø. Hans dåb fandt sted den 25. juni 1837, hvor vævermester Kaas' hustru holdt ham over dåben. De andre faddere var Kirsten Larsdatter, vævermester Frederik Kaas, ungkarl Jørgen Eriksen og gårdmand Ole Hoffmann.

Anton blev konfirmeret Palmesøndag den 13. april 1851, og hans hu stod til det maritime, sådan som det også havde været tilfældet med to af hans ældre brødre. Han blev uddannet som skibstømrer hos sin bror Henrik i Assens, på hvis bopæl han er opført som skibstømrer1ærling ved folketællingen i 1855.

Som udlært skibstømrer kom han ud at sejle. Hans søfartsbog findes stadig. Den er udstedt i Hamburg den 24. januar 1856, hvorfra han kom på langfart til Set. Domingo, Set. Thomas og Columbia og tilbage via Bremerhafen til Hamburg. Der afmønstrede han imidlertid den 4. september 1857. Det sidste fremgår af en udskrift af waterschout-protokollen fra Hamburg og af hans søfartsbog, hvor han fik vidnesbyrdet Gut. Det blev afslutningen på Antons maritime karriere. Allerede før han drog ud på færden til Vestindien, havde han ladet bygge en skonnert hos sin ældre bror Simon Henrik. Da Anton imidlertid ikke selv havde styrmandseksamen, havde han bortforpagtet skibet. I et brev fra Antons søn Thorkild fortælles det herom, at da Anton kom hjem fra Vestindien, var skibet blevet solgt i England. Mundtlige udsagn fra familiemedlemmer siger, at Anton havde haft uheld med skibet, og i hvert fald tabte han herefter lysten til at have mere med skibe og søfart at gøre. Efter sigende var det hans mors ide, at han i stedet skulle tage på seminarium og få en skolelæreruddannelse, ligesom sin bror Nicolai.

I 1856 skulle Anton være mødt på session, men var forhindret på grund af forhyringen til Vestindien. Udeblivelsen kostede ham en bøde på 2 Rdl, (det samme som Jens Michael måtte betale for at udeblive). Af sørullen fremgår det imidlertid, at han mødte i 1858, hvor han fik et såkaldt uegnethedspas på grund af tunghørhed. Herom fortælles det, at Nicolai var med, og at Anton "spillede" mere
tunghør, end han var, og at han, da befalingsmanden sagde, at han kunne gå, blev stående, indtil Nicolai nærmest brølede: "Du kan godt gå, Anton!" Hvor sandfærdig historien er, skal ikke kunne siges. hvert fald må Anton have været indkaldt til militæret på et tidspunkt.

I det tidligere omtalte album, Gamle Minder, hvori Antons søn Thorkild, har samlet diverse breve mv er indklæbet en lille seddel, hvor Anton har skrevet om den betydning, tallet 17 har haft for ham. Deriblandt skriver han, at han havde nr 17 på Holmen.
Hvad Anton i øvrigt bestilte straks efter hjemkomsten fra Hamburg i 1857, står ikke klart. Fra januar til juli 1859 fik han arbejde som andenlærer på Refsvindinge skole. I Thorkilds album findes en anbefaling fra sognepræsten i Kullerup-Refsvindinge, hvori det udtales, at Anton har udført sin gerning med flid og troskab og udvist evner til at undervise og styre børn. Med denne anbefaling var han så rede til at uddanne sig til skolelærer, og han begyndte på Skaarup seminarium i eftersommeren 1859.

På Skaarup seminarium var Nicolai allerede elev. Et kuriosum fra denne tid er et studentikost dokument, der viser, at kammeraterne afholdt en optagelsesceremoni, hvor kandidaten fik karakter for bl a rygning, drik og complimenter. Anton bestod prøven med glans.

I 1862 fik han eksamen fra Skaarup, karakter 173 points = duelig. Nicolai havde i 1860 erhvervet 204 points og karakteren meget duelig. Også den yngste bror August skulle nogle år senere få lærereksamen fra Skaarup; men ingen af de tre brødre opnåede udmærkelse, som deres far Rasmus i sin tid havde fået.

Den 26. januar 1863 fik Anton ansættelse som andenlærer i Kjølstrup i nærheden af Kerteminde. Året efter, i maj 1864, forlovede han sig med Betty Flora Anine Frandsen. Hun var født den 9. juli 1838 og var datter af garvermester Christian Frandsen fra Odense. Hendes mor, Karen Sofie Jeppesen, var død allerede i 1841, da Betty kun var tre år, og hendes far var død i 1861.

Partiet passede absolut ikke Rasmus, der anså Betty for en både forkælet og forvænt pige, der ikke havde den ringeste forstand på økonomi. Hun havde en medgift, hendes arv fra forældrene, på 2700 Rdl, som Rasmus mente steg hende til hovedet. Hun krævede ind og havde ikke lyst til at være ude at tjene, indtil Anton kunne få et bedre lønnet embede. Men, skriver Rasmus: "Anton er ganske forgabet i jomfruen!" Og så nyttede det altså heller ikke dengang, at forældrene havde aldrig så fornuftige indvendinger. Anton og Betty blev gift den 17. maj 1867 i Odense. Brylluppet blev fejret hos brudens bror, Frits Frandsen, der drev garveriet videre efter sin far. Der findes bevaret et telegram, som Antons bror Nicolai sendte til brudeparret fra Hobro, hvor han da var lærer. Det lyder:

"Skjøndt fraværende, dog nærværende og deltagende.
Lykke og Velsignelse, Familielivets Glæde, Trøst til Al
derdommens Snee . Nicolai."

Anton søgte flere embeder for at bedre sine kår. Et andenlærerembede var ikke let at basere en families trivsel på. Og det skortede ikke på gode anbefalinger fra sognepræsten, der bevidnede, at Anton var en både omhyggelig og forstandig lærer. Han havde ved sin retskaffenhed vundet alles agtelse, hedder det, og det tilføjes, at han varetog kirkesangerembedet mere end almindelig godt, og at han i skolen formåede at få børnene til at synge med liv og lyst. Også fra seminariet fik Anton en smuk anbefaling fra den senere kendte botaniker Emil Rostrup, der bevidnede, at Anton havde taget afgangsprøve i naturvidenskab, matematik og geometrisk tegning.

Rasmus forsøgte også at gøre en indsats, for at både Nicolai og Anton kunne få bedre embeder. Han kontaktede de indflydelsesrige personer, han kendte. Men det var ikke let at få et ordentligt lønnet førstelærerembede, og det endte med, at Anton i 1870 købte sig ind som bestyrer af en skole i København, Østerbro Borgerskole på Østerbrogade 41, senere kaldet Østerbros Realskole.

Tilsyneladende gik dette projekt godt i starten. I 1871 fik Anton bevilling til også at drive pigeskole. Elevtallet steg støt til omkring 150 med nogenlunde lige mange piger og drenge. Der var ca 10 lærere, mandlige og kvindelige, og der undervistes i 3 fremmede sprog. Fremgangen fortsatte til slutningen af 1870'erne. Så vendte udviklingen sig, og elevtallet dalede. Imidlertid lod Anton i 1883 opføre en ny skolebygning på grunden bag ved det hus, der hidtil havde tjent til både skole og beboelse. Skolen, der var tegnet af arkitekt Th. Sørensen, var i 2 etager. Der var klasseværelser på etagerne, og i kælderen blev der indrettet gymnastiksal og kontorer. En ansøgning om tilladelse til at udnytte tagetagen til en søndagsskole for voksne blev dog ikke efterkommet. Den nye skole var færdig i 1883, og den 24. november fik Anton bygningsattest. Men til trods for at de ydre rammer var blevet væsentligt forbedret, steg elevtallet ikke. I 1885 kom det ned under 100, og i 1886 forsvandt alle pigerne fra skolen, så elevtallet var helt nede på 58.

Denne udvikling var ikke enestående. Alle de efterhånden mange små private skoler havde hårde tider. Det skyldtes først og fremmest, at den offentlige skole siden begyndelsen af 1870'erne undergik væsentlige forbedringer. Der blev tilbudt undervisning i flere fag, bl a i fremmede sprog, som hidtil kun de private skoler kunne tilbyde. Der blev indført lavere klassekvotienter, og sidst, men ikke mindst blev lærerlønningerne i den offentlig skole forbedret betragteligt. Så det blev helt umuligt for de private skoler, hvor den enkelte elev betalte 4-6 kr pr måned i skolepenge, at skaffe kvalificerede lærere. Mange af de private skoler måtte også lukke. Fra 1889 til 1892 faldt elevantallet i københavnske private borger-og realskoler fra 1250 til 624.

Samtidig med at den nye skolebygning på Østerbrogade blev taget i brug, købte Anton en villa på den nuværende Evanstonevej nr 10 i Hellerup. Det var et stort hus med grund lige ned til Øresund, hvor familien havde en sejlbåd liggende. Også dette hus eksisterer stadig, dog i noget ombygget stand.

Antons sønnesøn Frits har af sin far , der også hed Frits fået fortalt, at de engang var kommet galt afsted med båden. Anton og sønnen Frits var sejlet ud på Øresund; men en kastevind fik båden til at kæntre netop, da Anton et øjeblik var under dækket. Far og søn klyngede sig til båden og råbte om hjælp. Heldigvis blev de hjulpet af nogle andre sejlere, der havde hørt Frits' høje, lyse stemme, og båden blev trukket ind til Tuborg havn.

For så vidt er det uforklarligt, at Anton købte hus netop på et tidspunkt, hvor skolens økonomi var i stærk tilbagegang. Måske har købet været planlagt tidligere, da skolen var i god vækst, og man har vel så håbet, at tiderne igen ville bedre sig. En kendsgerning er det i hvert fald, at lykken i den store Hellerupvilla blev kort. Allerede i 1886 måtte huset sælges, og familien flyttede atter ind på Østerbrogade 41. Det er tænkeligt, at en af grundene til salget har været, at Anton allerede dengang havde et dårligt helbred, så han ikke kunne undervise. I hvert fald døde han året efter salget af villaen, den 10. april 1887, endnu før han var fyldt 50 år. Antons søn Thorkild har fortalt, at han, da faderen blev syg, måtte løbe efter lægen, og Thorkild, der var klar over, at det stod alvorligt til med hans far, råbte til lægen: "Min far dør, min far dør!" Desværre viste det sig at være rigtigt. "