Slægtsforskning om Frandzen, Herholdt, Holmström og beslægtede familier

Anton Schneidelbach er død. Med Vemod erfarede hans Venner i Morges Meddelelsen om hans Død. Med Vemod, fordi Anton Schneidelbach netop blev sine Venners Ven, og dog var han en Mand, der fortjente Afslutningen på et pinefuldt Liv i Dag hellere end i Morgen.

Det er kun faa Maaneder siden, at den, der skriver disse Linier, sad hos Schneidelbach i de Minutter, der gik forud for hans Afhentning til Rigshospitalet. Schneidelbach var da blevet lille, mager og gustenbleg, og naar han talte, stemte han Armen mod Brystet. Det voldte Besvær i det hele taget at sige noget, et meget svag Hjerte smertede.. Men der var også andet end netop det legemlige, der smertede Schneidelbach ved den Lejlighed. Han tog da Afsked med Roskilde: -- Og hvad har jeg saa, naar alt kommer til alt, naaet, hvad har jeg udrettet, sagde han.

Paa det Tidspunkt var Schneidelbach en fuldstændig nedbrudt Mand. Han var kun godt midt i fyrrerne, men lignede en gammel Mand. Han levede da ogsaa - naar man sad alene med ham - i Minderne. Scheidelbachs Storhedstid, han havde virkelig en Storhedstid, var Aarene paa "Hotel Prinsen". Hertil kom Anton Schneidelbach i 1920 og var da Overtjener på Prinsen i tolv aar. Fra denne Periode var det han blev indirekte Dus med hele Byen, høj og lav, kongelige og fyrstelige Personer kendte ham og holdt af ham. Byens Borgerskab havde ham som fortrolig ven, mange fik ham senere som deres bedste Ven. I 1933 købte Schneidelbach "Grand Café". Han var da allerede syg. Hjertet blev mere og mere svagt. - Nu slaar det ikke mere.

Men Anton Schneidelbach naaede at udrette en Del mere end han selv troede. Han var en Personligehed, kundskabsrig, humørfyldt, og stadig var der noget af Nyboderdrengen i ham - at han var Nyboderdreng var hans Stolthed - og han hungrede i Virkeligheden efter mere Viden. Desværre mødte han ikke altid lige meget Forstaaelse alle Steder. Det var noget af det, der paa det sidste slog ham ned. For nogle Maaneder siden maate han gaa fra Grand Café. Han havde her kæmpet bravt, og stred ofte haardt mod det, andre gerne ville nedbryde. Og var Anton "i Slavet", var det dybest inde ikke ham selv. I alle tilfælde ikke saadan, som han var paa det sidste.

Nu er Nyboderdrengen død, "Den sidste Grandsignieur" - som en Københavnsk Journalist engang betegnede Anton. Der er mange, der i Dag kipper med Flaget. Mindet om den rigtige Anton Schneidelbach staar lyslevende...
---
Anton Schneidelbach efterlader sig Hustru og to Børn, hvoraf den yngste endnu gaar i Skole. Før han kom til Roskilde var han Overtjener i Cloéetta i København, hvortil han kom fra Berlin, hvor han bl.a. hos Kimpensky havde en betroet, overordnet Stilling.